Hold pause fra kolik-livet: Tag på slotsophold!

 

Trænger du til at slappe af og bare blive forkælet fra morgen til aften? Så skulle du prøve et slotsophold.

Det er nævnt før, og nu bliver det nævnt igen: Husk at holde pauser, når dit barn er ramt af kolik!

Det er helt urimeligt hårdt at have et kolikbarn, og man ryger hurtig ind i en nærmest zombie-agtig tilstand, hvor hvert eneste minut bare handler om at få den lille til at holde op med at græde – eller få det meste ud af de øjeblikke, hvor den lille ikke græder. Søvn er en mangelvare. Du er hele tiden på, og i det hele taget er hverdagen så intens, at du dårligt nok føler den mere. Du bevæger dig bare rundt, halvt i søvne – og det hele er så forbandet hårdt.

Det SKAL du have en pause fra, og hvis du har mulighed for at finde en babysitter (og drop tanken om, at man ikke kan byde bedsteforældrene at passe et barn, der hele tiden græder – de klarer det nok i en weekend) og for at finde nogle penge på kistebunden, så er et slotsophold en super mulighed.

Vi tog selv af sted på weekend til Hvedholm slot. Maja var på det tidspunkt lidt over et år gammel, og kolikken var for længst forsvundet, så vi var egentlig lidt sent på den. Men jeg havde fået opholdet i julegave af min kæreste, så NU skulle det være.

Idéen med et slotophold er, at der ikke skal mangle noget. På Hvedholm kommer du om eftermiddagen, så der er god tid til at nyde omgivelserne: Gå en tur, tage en lur eller gå på opdagelse i slottet. Sidst på eftermiddagen bliver der typisk serveret kaffe og kage, ligesom du også kan melde dig til en vinsmagning, hvis du har lyst til det. Om aftenen får du en stor middag, hvorefter du kan vælte i seng og nyde at du kan sove længe næste morgen. Og at du kan gå ned i restauranten og nyde en dejlig morgenmad, inden du atter drager hjemad. På nogle slotte er der også en spa-afdeling, så du kan blive endnu mere forkælet.

En weekend er måske ikke meget, men der skal strengt taget heller ikke meget til. At kunne ligge på sengen i ro og mag, småsnakke sammen, tjekke lidt facebook på mobilen, drikke et glas vin – alt sammen uden at blive forstyrret af gråd og af nogen, der hiver fat i dig var ganske fantastisk og kan kun anbefales. Vi oplevede i hvert fald stilheden som den reneste luksus.

Prisen for et slotsophold varierer, men det ligger typisk omkring 1000-1500 kr pr person.

 

Du kan læse mere om slotshoteller på f.eks. www.slotshoteller-i-danmark.dk
Foto: Hvedholm slot, www.slotshoteller-i-danmark.dk

 


 

Leave a comment

Your email address will not be published.

*