Kolik ramt? Massér din baby gladere

 

Det er ikke spor sjovt at være mor og far, når man har et barn med kolik. Men det er bestemt heller ikke sjovt at være barnet. Et kolikbarn har brug for ekstra meget nærhed og tryghed, og derfor er babymassage en rigtig god ide, hvis dit barn græder meget.

 

Indrømmet! Da mit eget barn havde kolik, kneb det ærlig talt med overskuddet til at stå og give babymassage i 15-20 minutter hver dag, sådan som børnelægen Vibeke Manniche foreslår det i sin bog om babymassage. For selvom forestillingen om den blide kontakt og det hyggeligt hud-mod-hud samvær var smuk og dejlig, så var virkeligheden nærmere, at Maja skreg gennem hele behandlingen. – Og det var knap så sjovt.

Men mindre kan altså også gøre det – og så kan man tage et fuldt massageprogram på de dage, hvor man føler, der er overskud til det. Under alle omstændigheder er nærværet med til at skabe tryghed, og nogle af øvelserne kan også hjælpe, hvis dit barn har lidt problemer med fordøjelsen. Så det kan kun anbefales at prøve.

Sådan giver du babymassage

1. Start med at vaske hænder og gnid det godt mod hinanden, så de bliver varmet op. Brug gerne lidt babyolie. Husk også at tage ur og evt. store ringe af.

2. Læg barnet ned på ryggen og stryg med flade hænder fra midten af brystet og ud til siderne. Forestil dig, at du glatter brystet ud, som var det en bog, hvor siderne er blevet lidt krøllede. Men husk at gøre det blidt, forsigtigt og nænsomt.

3. Bevæg så hænderne i en slags bølgebevægelse fra hagen, ned over brystet og maven til lysken; skiftevis med den ene og den anden hånd. Tryk endelig ikke for hårdt.

4. Massér med det yderste af de tre midterste fingre i små cirkelbevægelser rundt omkring navnlen i en større og større cirkel i urets retning. Især denne øvelse er god for kolikbørn med mavebesvær.

5. Slut af med et bad – og så måske en lur til både mor, far og baby bagefter?!

Du kan læse meget mere om babymassage i Vibeke Manniches bog ”Babymassage – en håndbog” eller på Altombørn.dk
Foto: Dmitry Naumov, 123rf.com

 


 

Leave a comment

Your email address will not be published.

*