Kan d-dråber være skyld i kolik?

Et af de rygter, jeg i hvert fald selv ofte mødte, da jeg surfede hvileløst rundt for at finde gode idéer til hvad jeg nu kunne afprøve for – måske – at stoppe Majas kolik, var at det kunne være d-dråberne, som var skyld i kolikken.

D-dråber er jo noget, vi alle bliver anbefalet at give børnene fra de er omkring to uger gamle og frem til de er et år (to år, hvis de er mørke i huden), og da kolikken som oftest indtræder omkring tredje uge, så giver det jo god mening, at der kunne være en sammenhæng.

Teorien er, at de almindelige d-dråber, som man køber dem her i landet, indeholder kokosolie, og det skulle efter sigende være netop den olie, som kunne være skyld i kolikken. Derfor skyndte vi os selvfølgelig at droppe de almindelige d-dråber og i stedet købe de såkaldte ACD-dråber, som ikke indeholder kokosolie.

Personligt oplevede vi desværre ikke noget resultatet. Måske en lille bedring og et spirende håb i de første dage, men så var alt tilbage til normalen. Så jeg kan da i hvert fald konstatere fra egen erfaring, at det ikke altid er d-dråbernes skyld.

Men for nyligt så jeg på facebook et forældrepar, hvis baby rent faktisk havde sluppet kolikken efter at de havde skiftet til ACD-dråber, og da jeg begyndte at klikke rundt, var der flere der havde oplevet det samme.

Så om det hjælper lige dig er svært at sige, for det lader til at være meget forskelligt. Men det er jo ikke verdens mest bekostelige affære at afprøve, så mon ikke det er dét værd?

Læs dog først lige Netsundhedsplejerskens anbefalinger her. Sådan bare for en sikkerheds skyld :-)

Held og lykke med det!

Foto: Imagerymajestic
 


 

Leave a comment

Your email address will not be published.

*